Her er hun. Mit bud på en Elsa kjole til Godten til Fastelavn. Svesken og Godten fik Frost-filmen i julegave, og man må sige den har gjort indtryk. Så da Godten blev spurgt, hvad hun ville være til fastelavn, tog det kun få sekunder at spytte et ønske ud ;o)
Hun havde mange idéer til hvordan kjolen skulle se ud. Så det var nødvendigt at få det ned på papir ;o) Det er jo ikke helt ligegyldigt, at vi blev enige :o) Men hvor var det hyggeligt at sidde sammen med hende og se filmen, ligge mærke til detaljerne på kjolen, tegne den, kigge stofkataloger osv. For til sidst at samle det hele til ét.
Kjolens bund er syet i en turkis party satin fra Stof og Stil. Jeg har før syet fastelanvskostumer i party satin, og jeg synes det holder ganske godt, for ikke at sige rigtig godt. Det er stærkt, krøller minimalt og så falder det pænt fordi det har tyngden med sig. Ærmer, slæb og den øvre del af kjolen er syet i organza. Organzaen er ret tynd, derfor har jeg forstærket alle syningerne med, ja ved ikke rigtig hvad det hedder, men sådan noget forstærkningsbånd, som I kan se herover. Og så krydser jeg bare fingre for at det holder ;o)
Halsudskæringen og ærmernes afslutning har jeg lavet med en lille pynte elastik der er syet på, vendt rundt og syet fast med en lille stikning. Det giver en fin og pæn afslutning i det tynde stof.
Ærmet er smalt med en lille smule rynk ved skuldersømmen.
Organzaen forsætter fra overskæringen ved brystkassen og ned, med åbning foran og om bagpå.
Bærestykket har jeg konstrueret om. Det midterse stykke med "frost-stof" er syet i en jersey med stræk. For at undgå at jersey´en strækker sig, er det syet sammen med et stykke satin så der ingen elastisitet er overhovedet. Jersey, organza og sølvbånd er købt ved Stofdepotet.dk. Sølvbåndet er syet på for at fremhæve kjolens snit og for at pynte. Det sætter prikken over I´et. Det turkise pailletbånd er syet på i hånd og er med til dels, at skjule syningen og dels at fremhæve bærestykket som en corsage. Iskrystallet og pailletbånd er fra Stof 2000.
Organzaen foran går til pailletbånden, så det midterste forstykke ikke skjules.
Jeg bøvlede lidt med hvordan jeg skulle få syet sølvbåndet på ned i spidsen. Det endte med et par små læg på hver side af spidsen.
Bagfra ser kjolen sådan ud. organzaen er ikke syet med ind i taljen, den hænger løst ud over. Den endte dog med at være syet med ind midt bag. Mest fordi jeg er en anelse nervøs for den tynde organza, der med syningen MB forhåbentlig ikke hænger i nogle stedet.
Kjolen lukkes bagpå med en 40cm lang lynlås. Den gaber en smule, pga af de mange lag stof den er syet fast i. Jeg er stolt af, at jeg har ramt sølvbåndet på hver sin side af lynlåsen perfekt, de er ikke forskubbet en millimeter op eller ned.
Slæbet i bunden har fået en pæn afrunding med sølvbåndet. Det ville have været nærmest umuligt at bukke organzaen om, så der ville blive et pænt ombuk.
Jeg er vildt glad for resultatet. Alt i alt har den kostet ca 350kr i materialer. Det synes jeg ikke galt når man ser på kvalitet i forhold til en købt :o) Det er jo ikke bare til fastelavn den vil blive brugt. Den vil bliver brugt flere gange om ugen :o)
God Fastelavn derude :o)
Anette