Pyh det er godt nok længe siden jeg har blogget. Det er der egentlig flere grunde til. For 3 uger siden kom jeg hjem til et Glaphus der havde haft uindbudte gæster. Vores bagdør hang i laser og huset var rodet. At skrive det er træls er ikke nok. Det er simpelthen møjhamrende irriterende, at nogen vader ind i vores trygge base, bryder vores grænser og efterlader utryghed, spekulationer og en masse arbejde. Grrrrr.
Takket være fantastiske naboer og søde forældre fik det os ikke til at droppe vores årlige juleferie på Djursland. Vi fik det hele lidt på afstand, slappet af og hygget helt vildt foran brændeovnen, mens de 50 cm sne udenfor voksede til nye højder. Jeg havde et utal af kreaprojekter med, dels hjemmelavede julegaver og et forsøgsprojekt som jeg viser frem her:
En quiltet forklæde top til godten, sammen med et par pludderbukser. Jeg har aldrig prøvet at quilte før, men det er bestemt ikke sidste gang. Jeg synes faktisk ikke det var så svært, som jeg havde forventet. Dog ønsker jeg mig en afstandlineal til min symaskine, så quiltningerne kan syes helt nøjagtigt. Dem jeg har lavet her, er syet på mere eller mindre øjemål.
Stoffet er retrostof inspireret 40´erne fra Stof og Stil. På bagsiden er brugt en lækker tynd chambrey, det er den samme bukserne er syet af. Et tyndt skråbånd gør det også ud for en bindelukning. Mønsteret er Meedom design.
Det var vidst første "blog-pip" fra mig, men der kommer flere. For jeg har gang i barselsgaver, julegaver og lidt lækkert til godten :o)
Hygge Hejsa indtil da :o)
Anette