mandag den 6. april 2020

Hvad giver man en myndig niece? - Faster Badaster skuldertaske no.1

Tilbage i december fyldte Mortens Korch´s niece 18 år..... Det forstår vi ikke rigtig. Jeg har kendt søde Clara hele hendes liv og gennem årene er det blevet til flere hjemmelavede gaver. 

For et halvt år siden blev jeg lokket med på et kursus i taskesyning. Det var ren selvforkælelse. Underviseren var Annette som nogen måske kender som "FasterBadaster" på Facebook eller Instagram. Jeg kendte intet til hende på forhånd, så jeg kørte hjemmefra, uden at have gjort mig de store overvejelser omkring hvad jeg kunne forvente eller hvad jeg skulle lave. Det endte med at være en skøn eftermiddag, som gav mig lyst til mere.


FasterBadaster har lavet flere mønstre og syvejledninger. Fælles for dem alle er, at de er lige til at gå til. Trin for trin i ord og billeder hjælpes man fra start til slut. På kurset gik det op for mig, at fidusen til at sy tasker med lynlåse, foer og indvendige- & udvendige lommer er: ARBEJDSGANGEN. Det er slet ikke avanceret, når bare arbejdet gribes an i den rigtige rækkefølge.


Tilbage til den 18 årige fødselar. På kurset købte jeg et mønster til en skuldertaske. Tasken er en god rummelig én af slagsen og så er den spækket med lækre detaljer. Jeg er sådan én der ELSKER at lave flot finish. Jeg ville sy skuldertasken til Clara. Den er rummelig og med gode muligheder for, at have indholdet i flere rum og så kan den lukkes hélt med lynlåse.


I toppen lukkes tasken med en lynlås der sidder i hele åbningen. Det kan jeg godt li´.


Prøv at se den lækre detalje med remmene der syet med i syningen mellem lynlås, yderstof og foer. Det er altså lækkert 😍


I enden af lynlåsen er endnu en lækker deltalje, hvor lynlåsens ende er skjult.


Det er ikke bare en flot afslutning, men også en god løsning hvis man ligesom mig kommer til at købe en delbar lynlås.


Med lynlåsen i hele taskens bredde er det nemt at komme noget i tasken og tage det op igen. En bærbar computer kan sagtens være der. De indvendige lommer gør at telefon, nøgle og andre småting ikke vælter rundt mellem hinanden. Det indvendige stof er blot ensfarvet bomuldsstof.


På ydersiden af tasken er også en lomme, der med sin placering er nem at komme i. Jeg har valgt en anden slags stof til lommefor.


Lommeforet går igen i forlængelse af lynlåsen i begge sider og også som afslutning i enden af lynlåsen i taskens øverste lukning.


Det er vigtigt at have et godt strygejern eller endnu bedre en dampstation, så syningerne kan presses godt. Husk dog ikke at stryge på lynlåsene, for er de af plastik så holder de ikke til varmen. Med andre ord, så smelter de!


Den syede taskebund, er den med til at skabe rummeligheden. Der er rigtig mange variations muligheder ved mønsteret. Med eller uden lynlåse. Med eller uden lommer udvendig og indvendig. Siden jeg syede tasken har jeg syet flere i vidt forskellige materialer. Jeg synes det er mega sjovt at lege med forskelligt stof og genbrugsmaterialer. Det skal jeg vise jer senere.


Alle materialer til denne taske er købt i Stof & Still. 

Mange Hilsner
Anette


(Som alle mine andre opslag, er der ingen betalt reklame i dette indlæg, blot en begejstring for et godt sy-mønster)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det er altid dejligt at få en kommentar med på vejen :o)