Så er det vist ved at være på tide med et indlæg herfra fronten.
Jeg har været ved at sy nissehuer til Glaphusets beboere :o) Jeg har brugt et fint mønster fra Alt om Håndarbejdes juleblad i år.
De er syet i et lækkert hør stof. Jeg var på udkig efter stof med et rustikt udtryk, og det synes jeg den grove hør har. Godten og Svesken har begge fået broderet navn på deres hue, så er huerne altid til at finde ejermanden på, når de bliver forlagt i børnehaven og dagplejen.
Jeg har fundet en skrifttype i word, printet den ud i passende størrelse og derefter tegnet den af på vandopløselig vlies, også kaldet soluvlies. Jeg har riet soluvliesen fast og så broderet efter optegningen. Det er helt vildt smart, for når man så er færdig med at brodere, kommes den under lunken vand, og soluvliesen forsvinder som dug for solen og tilbage er broderiet. Jeg har brugt denne metode flere gange blandt andet her, her og her.
Huens top er afsluttet med en kvast og en hæklet snor af merceriseret bomuld.
Huen har dels en løbegang i bunden og en elastikrynk på vrangsiden i nakken. Huen sidder godt på hovedet.
Havde klippet dén første til Godten for stor, men pyt skidt den passede perfekt Morten Korch. Han skulle selvfølgelig heller ikke snydes for navn på huen ;o)
Jeg har broderet "FAR" med denne teknik, som hedder stramaj med udtrækning af tråde. Det er også en super sjov teknik, der ligesom den forrige først viser sit resultat helt til sidst. Hvis I skulle være i tvivl så er det en kløftehammer til venstre og en sav til højre. Mindre kunne ikke gøre det til min GDS-mand ;o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Det er altid dejligt at få en kommentar med på vejen :o)