søndag den 24. januar 2021

Jagten er gået ind og sætter kurs.

Vi jagter alt, alt tænkeligt der kan bruges til at bygge med. Til at starte med har vi ikke en tegning, da det vi finder af vinduer og døre kommer til at sætte arkitektur og størrelse.


Noget af det første vi finder er 2 spritnye blyindfattede termoruder. De er rigtig fine og med klar glas på begge sider, så der ikke er de der ujævnheder man ellers ser.


En dag render jeg over et par sammenhængene retro-pendler i teak. De er i perfekt stand og skriger på at komme med hjem. De kostede 150kr i genbrugen.


Vi har gjort rigtig mange fund i genbrug rundt omkring. Se bare det her sæt til 40kr :o)


Der går mere og mere sport i, at gøre gode billige fund, samtidig med at stemningen indendørs begynder at tegne sig.


Det blyindfattede kan altså et eller andet :o)


Det går ret hurtigt op for os, at der er rigtig meget godt at finde brugt. Så fra at vinduerne bare skulle være enkeltglas, jagter vi nu træ/alu vinduer og døre. Det absolut bedste fund er de store palævinduer i Frederiksberg Grøn med 3 lag glas og småsprossede ruder øverst. De er høje og helt perfekte til facaden ned mod mosen.


Havedøren ledte vi længe efter. Den skal også være en del af facaden ned mod mosen, sprossen i midten åbner med ud og giver os en stor åbning.

søndag den 3. januar 2021

Nyt år - Nyt projekt - Sjato D´la Glap

En aften tilbage i forsommeren daskede vi rundt ude i Den Dovne Have, i den del af haven der er nyttehave. Her er vi ikke rigtig lykkedes med avlen i drivhuset, det er nærmere gået hen og blevet et mislykket projekt. Skal vi ikke bare indse, at det der med drivhus ikke var os! Vi tager en hurtig beslutning og sætter drivhuset til salg.


Til gengæld havde Drivhuset en skøn beliggenhed, godt placeret med udsigt ned over Glapmosen. Det vil være skørt ikke at udnytte den del af haven, til noget vi kan få større glæde af.  


Når det er sommer er vi mere ude end inde. Vi storelsker Den Dovne Have, vi bruger den til alt fra leg, spisning og afslapning. Vi kunne godt bruge et sted, hvor vi kan forlænge dag/aften i sommerhalvåret. Et lysthus i form af et frirum til at tage en slapper med nørklerier eller en god bog og særligt til de kolde aftener. Stille og roligt udvikler en idé sig :o)
   Konceptet er mest mulig genbrug, det gælder både byggematerialer og indretning. Vi mærker ret hurtigt en sprudlende lyst til bare at gå i gang. Jagten sættes ind ved venner, familie og dba. Følg med i tilblivelsen af Sjato D´la Glap her på bloggen :o)