mandag den 24. oktober 2016

Rødhætte-nederdel til Svesken.

I foråret kom Svesken til "jeg vil kun have nederdel eller kjole på" - fasen. Jeg havde en masse gode intentioner om, at skulle sy en stak "børnehave-nederdele". Desværre satte graviditeten en stoppet for de planer. Det blev til en enkelt ;o)

Mønsteret er et Meedom mønster. Med en løbegang til elastikken i taljen.


Nederdele uden lommer er et no-go i Sveskens verden ;o) Så det lavede jeg selvfølgelig, med en lille piping i. Så går det også ;o)


Forneden har jeg syet et fint lille bånd på, med eventyret om rødhætte :o)

tirsdag den 18. oktober 2016

Tablet-skur.

Vi har indtil nu ikke haft tablet i Glaphuset. Men efter Godten er startet i 1. klasse kunne vi ikke strække den længere ;o) Enhver tablet med respekt for sig selv, har et ordentlig skur at bo i, når den ikke er i brug ;o)


Jeg har lavet en simpel strop et knaphul i som lukning.


Jeg har bare lavet en passende række luftmasker ud i toppen, og så hæklet tilbage for at lave stroppen. Det har jeg gjort et par omgang. Kanten rundt er de fine krebsemasker.

onsdag den 12. oktober 2016

Små hjælpere i køkkenet.

Svesken og Godten er ved at have en alder, hvor de for alvor kan være med i køkkenet. Det kræver selvfølgelig sit udstyr, så jeg har syet forklæder til dem begge.

Godten elsker cherrytomater, så det var ikke svært at vælge print til hende. 


Mønsteret er et Laralil mønster, dog med nogle justeringer ;o) Jeg har nemlig lavet forklæderne langtidsholdbare, hvilket vil sige at de er til den store side rent størrelsesmæssig. Se Laralil´s her.


Stoffet er købt hos Stof og Sy i Skanderborg. Lene har en fantastisk butik. Både fysisk butik, men også en webshop. Det var også her jeg købte min nye symaskine.


Forklæderne er kantet med skråbånd, som også er brugt som bindebånd om halsen og livet.


Svesken elsker æbler, så printet til hende var også hurtigt valgt ;o)


Æblestoffet er købt samme sted som det andet.


Den simple måde at justere længden på fungere upåklageligt.


Det bliver spændende at se hvilket print Fidusen skal have ;o)

torsdag den 6. oktober 2016

Elsebeth Gynther og et 7 år langt bekendtskab.

Da jeg for snart 7 år startede min "blog-karriere" gjorde jeg en fantastisk opdagelse. 70´er designeren Elsebeth Gynther. Jeg har siden dengang brugt hendes mønstre igen og igen :o) Hendes bog med børnetøj fra 0-3år er blevet genoptrykt, de andre skal man finde hos en antikvar eller den dba.

Smæk bukserne her har jeg syet mange gange. Klik på linket her, og se de andre ting jeg har syet i EG-design. De er bare gode på alle mulige måder. Først og fremmest er de nemme at sy og lige til at gå til. Det eneste der kan drille er når skråbåndet skal syes på i rundingerne på skulderstropperne. Pasformen er super, og man er ude over at barnet skiller ad på midten.


Fidusen fik er en fin pudderfarvet body af Madam Munch i barselsgave. Størsteparten af arvetøjet fra Svesken og Godten er i stærke klare farver, så jeg greb chancen og syede et par matchende bukser. 


Stoffet er fra Malika og Rosa. Skråbåndet har jeg selv lavet af stof fra Stoff og Stil. Knapperne er de fine saftevands-knapper fra Tante Grøn. Jeg er ret pjattet med de knapper...... De passer til alt fordi de er gennemsigtige, mønsteret bagpå gør at de er lidt pyntet samtidig.


Med en ny symaskine er jeg gået igang med mit hidtil største patchwork projekt........ Et sengetæppe ;o) Glæder mig til at vise jer det, når det engang er færdigt :o) 

fredag den 30. september 2016

Efterårsblade.

Jeg har hæklet en lækker hue til min søde veninde Stiz. Jeg har hæklet den i det lækreste bløde baby Alpaka fra BC garn.


Huen er sådan baggy-agtig, ligesom Stiz bedst kan li´ huer ;o)


Udfordringen med denne hue har været at få den nederste kant til at undgå at rulle. Jeg lavede lidt fiks-fakseri på vrangsiden, så kanten holdes lige.


Opskriften hedder Blade og findes i bogen Hækleværk af Sidsel Sangild.

fredag den 23. september 2016

Der er sket ting og sager :o)

Der er sket ting og sager i Glaphuset siden sidste indlæg i april :o) I maj måned kom Fidusen alias Selma fræsende ud i verden :o) Så der er en god grund til, der har været lidt stille her på bloggen :o)


Da der var dømt barsel til mig dukkede krea-lysten for alvor op igen :o) Typisk at min symaskine Husqvarna Interlude 445 så valgte at sætte træskoene netop som jeg skulle til at give den gas...... Elektroniske problemer, der ikke kunne svare sig at ofre mange øre på, med 14år på bagen...... Jeg har syet helt vildt meget med den, så der er egentlig ikke noget at sige til den var kaput.

At undvære en symaskine var helt usandsynligt :o) Så jeg måtte på udkig. Valget faldt på en Husqvarna Viking Opal 670. Jeg har en del udstyr fra min gamle maskine, som passer til den nye, så at skifte til et andet mærke gav ingen mening. Og så befinder jeg mig bare rigtig godt med Husqvarna, man kan vel nærmest sige jeg føler mig hjemme i dem :o)


Det blev til lidt babyforberedelser. Nyt betræk til ammepuden. Stoffet er noget jeg havde liggende, det er købt i Rema 1000.


Og med et passende piping bånd var den hurtig fikset :o)

lørdag den 16. april 2016

Et par små penalhuse til flyveturen i sommer :o)
Taskerne har begge pigernes forbogstav applikeret på.


Bagsiden holdt lidt mere simpel end forsiden.


Og en lille fe til at drysse lidt fantasi udover tegningerne.


Det var lidt tilfældigt at de blev lavet på højkant, med lynlåsen i toppen. Det var lige hvad lynlås-lageret kunne præstere den dag ;o)


Det fine elefantstof er i sin tid købt hos Malika & Rosa.


Der skulle ikke gøres forskel, en lille fe kom på ;o)


Inspirationen til penalhusene er fra denne lille fine bog. Der er god inspiration at hente, og særligt gode tips til hvordan man bedst håndtere de drilske lynlåse :o) Og så gik der lidt sport i hvad gemmerne husede til at pimpe taskerne :o)

søndag den 10. april 2016

Nyt skur til evighedsprojektet.

Jeg har det sidste års tid været på jagt efter sådan en lækker 70´er sag som den her ;o) Den skulle bruges til at huse mit evighedsprojekt, som ofte er et hæklet tæppe jeg kan have med på farten.


Min gamle taske burde have holdt længere, men sådan skulle det ikke være. Og det, til trods for den kostede en finger i symaskinen, da jeg skulle sy i det kraftige pressening :o(


Pludselig var den der, dog i en sølle forfatning. Mange syninger var slidt over, læderet var udtørret og havde en del "lig-pletter" var der også rundt omkring. Jeg har en svaghed for sådan nogle fund som den her. Det samme gælder teaktræs møbler ;o) Først blev tasken syet sammen. Det kostede et par vabler på fingrene. Dernæst kom den i en balje med sæbespåner for at blive ren. For til sidst at blive udsat for et magisk trylleri ;o)


Læderfedt i RIGELIGE mængder, der kunne trænge ind over nogle nætter for næste dag at få en omgang mere og til sidst ud i solen. 


Se engang hvor lækker den er blevet :o)))) Trylleriet ved teaktræsmøblerne er næsten den samme. Dog får de en salmiakopløsning for at blive renset i bund, for til sidst at blive smurt ind i RIGELIGE mængder teaktræsolie. Gamle rander og mærker forsvinder og teak´ens smukke åre kommer frem og stråler som aldrig før. Det er da en sand fornøjelse der er til at tage og føle på :o)

onsdag den 6. april 2016

Kursus i flerfarvet hækling.

I efteråret var jeg så heldig at være på et kursus i flerfarvet hækling ved Sidsel Sangild. Jeg har tit skrevet det her på bloggen, men gør det igen. Jeg er meget glad for hækledesigns af Sidsel Sangild. Hun har med sine teknikker og mønstre givet hækling et kæmpe comeback de senere år.


Det er ikke fordi flerfarvet hækling viste sig at være svært. Jeg synes det mest af alt handlede om at vænne sig til at håndtere flere farver garn på samme tid. Jeg lavede noget der kom til at minde om et halsrør i Peru-garn, hæklet på nål nr 5. Det er dog for tykt og krads efter min smag, men teknikken fik jeg indarbejdet ganske godt. 


Og mønstrene kan jo variere i det uendelige og inspirationen til dem er, at finde uendeligt mange steder for eksempel fra broderiets verden.


Kurset blev holdt hos Madam Munch, min gæve nabokone. Bodil har fået eget stort og lækkert værksted hvor hun udover at ligge hus til Gjern Strikkeforum, også afholder kurser, strikkecaféer og nu også hus til en lille garnbiks. Hvis I kunne tænke jer, at se mere om hvad Bodil kan tilbyde, så kan I se hendes You Tube film ved at klippe på linket HER.

Da vi skulle indvie Bodils nye værksted havde jeg malet en "Velkommen hos Madam Munch" sten til hende. Det sorte er hende værksted set udefra. Store vinduespartier hvor lyset kan strømme uhæmmet ind, og det gør det så :o) Kornblomster inspireret af hendes kornblomst-sjal, sammen med et lille strikketøj ;o)

lørdag den 2. april 2016

Arriettys hemmelige verden - Fastelavn 2016.

Kender du Arriettys hemmelige verden ??? Jeg gjorde ikke før Svesken og Godten fik den skønne dvd af deres Faster. Historien om Arrietty er mere end 40 år gammel og stammer fra børnebogen: "Lånerne". Her er den i en nyere fortolkning af Japaneren Hayao Miyazaki. Tegnefilmen er så fin i både tegning, historie og ikke mindst musik.


Godten var helt sikker på hvad hun skulle være i takt med fastelavn nærmede sig. Hun ville være klædt ud som Arrietty. Jeg tegnede mens hun beskrev hvordan outfittet skulle se ud. Jeg var noget tilbageholdende ved at gå igang. For nogle år siden syede jeg et ko kostume med et yndigt yver. Det endte med at pigebarnet havde det på i MAX 5 minutter. Så jeg har stor respekt for fastelavnskostumer og flyver ikke bare igang som det første. Jeg forklarede Godten, at der nok ikke var nogen der vidste hvem Arrietty er, og at der absolut ingen "prinsesse-faktor" er over hende. Godten fastholdt...... Hun ville være Arrietty.


Kostumet består af en kjole, en taske, et bælte og en kæmpe knappenål. Arrietty er nemlig lillebitte, 6-7 cm høj. Hun bor under gulvet hos nogle mennesker sammen med sine forældre. De "låner" ting fra menneskene uden at blive set. Sukkerknalde er favorit-låne-tingen hos den lille familie under gulvet.


Jeg har fundet et kjole mønster fra et af Ingelise- Sy og Striks Fastelavns hæfter. Herefter har jeg konstrueret mønsteret om, så det kom til at ligne Arriettys kjole på en prik. Det er meget ofte jeg ender ud med mønstre fra netop de fastelavnshæfter. De er 15 -20 år gamle, men der er bare en dejlig nem tilgængelighed ved dem, og så er de nemme at tilpasse og konstruere om.


Kjolen er syet i hør/viscose stof, et dejligt materiale at arbejde med. Knappenålen er lavet af en rundstok 1cm/dia og en styropokugle. Bæltet er fra gemmerne ;o)


Jeg er særlig godt tilfreds med den lille V-udskæring, den sidder bare lige i skabet og bukker og folder sig ingen steder. Den ligger sig derimod pænt ind til kroppen.


Arrietty har en form for ryg-taske rundt om overkroppen. Den bærer på den ene skulder, så hun lyn hurtigt kan svinge den rundt, hvis hun har lånt en sukkerknald der hurtigt skal med videre på hendes færd.


Tasken er syet i khaki- & mintgrøn hessian og brun nappa. Hessian er taknemmeligt, men også meget groft at sy i. Til gengæld er det ganske medgørligt, og man kan strække det langt uden det mister faconen.


Kender du ikke Arrietty og hendes hemmelige verden, så kan vi varmt anbefale at se en rigtig flot og rørende tegnefilm. (Billede lånt her)


For ikke at glemme Sveskens fastelavnskostume, så har FROST-feberen for alvor ramt hende.Hvor i mod den for Godtens vedkommende er ved at klinge af. Dog ikke så meget at lillesøster måtte låne hendes Elsa kjole fr sidste år. Og skal jeg være helt ærlig, så havde jeg stof og alle materialer til at ligge til endnu en Elsa-kjole...... Jeg har bare aldrig nået at få den syet. Men det blev der lavet om på ;o)